DKs bedste arbejdsplads
McDonald's på Grenåvej vinder igen
For andet år i træk er McDonald's på Grenåvej i Aarhus kåret til landets bedste store arbejdsplads af organisationen Great Place to Work.
Det skyldes, at de ansatte er blevet målt til at være nogle af de absolut mest tilfredse i undersøgelsen.
Franchisetager Jackie Høst, der ejer McDonald's-restauranten på Grenåvej i Aarhus, er glad og stolt over kåringen.
- Vi synes selv, vi har en fantastisk arbejdsplads, men nu har vi endda titlen som Danmarks bedste på papir. For mange af vores medarbejdere er arbejdet her i restauranten i Aarhus deres første rigtige arbejde, og vi føler derfor en stor forpligtelse til at give dem en god start på deres arbejdsliv. Desuden tror jeg på, at hvis vi kan gøre vores medarbejdere attraktive for andre virksomheder, så har vi også langt lettere ved at tiltrække nye unge talenter, siger Jackie Høst i en pressemeddelelse.