Diskolys udløste brandalarm
Kvinde kunne se lysskær fra lejlighed i Skanderborg
Diskolys i en lejlighed var sent tirsdag aften årsag til, at brandvæsenet i Skanderborg rykkede ud med ikke færre end 10 mand.
En kvinde slog kort efter kl. 23 alarm, fordi hun troede, at det brændte i en ejendom på Kongefolden i den nordlige del af byen. Kvinden havde angiveligt set lys, der mindede om skæret fra en brand.
Brand & Redning Skanderborg rykkede straks ud efter at være blevet orienteret af politiet.
Da brandmændene ankom til stedet, kunne de dog konstatere, at der ikke var nogen brand.
Se: Brand under navngivningsfest
- Vi kunne til gengæld se skinnet fra et diskolys i en af boligblokkens lejligheder. Vi afblæste derfor aktionen uden at undersøge sagen nærmere, siger indsatsleder Jørgen Hansen fra Brand & Redning Skanderborg til tv2oj.dk.
Også i Randers har det lokale brandvæsen været dirigeret af sted til en brand, der viste sig at være falsk alarm. Politiet modtog alarmopkaldet onsdag morgen kl. 08.36.
Brandvæsenet i Skanderborg rykkede ud til Kongefolden i den nordlige del af byen: