Dioh Williams i ny balladesag
AGFs udlejede angriber Dioh Williams er igen blevet smidt ud af landsholdslejren i sit hjemland Liberia.
Tilsyneladende er Dioh Williams' fodboldkarriere ved at gå helt skævt. Det skriver JP Århus tirsdag.
AGF-angriberen, som i det kommende halve år er lejet ud til den russiske klub Alania Vladikavkaz, er for anden gang i løbet af to år blevet smidt ud af landsholdslejren i Liberia.
Denne gang med risiko for en voldssag, da en lokal journalist fik ødelagt sit kamera, da han ville fotografere Williams og to holdkammerater, der også blev kylet af landsholdet.
Episoden fandt sted i torsdags, få dage før Liberia skulle møde Zimbabwe i en African Nations Cup-kamp hjemme i hovedstaden Monrovia.
Onsdag nat valgte Williams og holdkammeraterne Dulee Johnson og Francis "Grandpa" Doe at forlade spillerhotellet og sætte sig til rette i baren på luksushotellet Krystal Oceanview i Monrovia, og de tre spillere befandt sig ikke i deres senge, da landstræner Bertalan Bisckei inspicerede spillernes værelser klokken 02.00.
Først torsdag morgen dukkede trioen op, hvorefter de om formiddagen blev kaldt til møde i fodboldforbundet. Det var her, Dioh Williams overhældte sportsredaktøren fra et lokalt netmedie med vand, så hans kamera gik itu, angiveligt efter at alle tre spillere havde været i håndgemæng med journalisten.
Det er ikke første gang, der er problemer med de tre spillere. Netop Francis Doe og Dioh Williams blev smidt ud af landsholdslejren for to år siden, da Liberia skulle møde Algeriet. Da forbrød de sig også mod reglen om ikke at forlade lejren. Hændelsen fik ingen konsekvenser ud over karantænen i den ene kamp, da de undskyldte over for den daværende træner, tyskeren Antoine Hey.
Det er ikke lykkedes JP Århus at få en kommentar fra Dioh Williams.