Desperat hundeejer: Hjælp os med at få døve Anna hjem

Carina Nydam fra Hadsten er ulykkelig over, at familiens døve Cavalier King Charles Spaniel har været væk siden i tirsdags

Foto: Privat

De har forsøgt alt – efterlysninger via alverdens sociale medier, eftersøgninger og meget andet, men lige lidt har det hjulpet. Den døve hund Anna er væk, og familien Nydam i Hadsten er ulykkelige.

- Min mands jagthund åbnede vores hoveddør sidste tirsdag, og der løb fem af vores hunde så ud på opdagelse. Tre af dem kom hjem inden for et par timer, og jagthunden blev fundet i en fåreindhegning i torsdags. Men Anna var der ikke, og hun er ikke set siden, siger Carina Nydam til tv2oj.dk.

Læs også Nu skal menneskets bedste ven i børnehave

Det besværliggør naturligvis eftersøgningen, at den lille Cavalier King Charles Spaniel er døv og derfor ikke kan orientere sig.

- Anna har ikke de store chancer alene. Hun har jo ikke mulighed for at gå efter lyde af biler, og folk kan ikke kalde hende til sig. Jeg frygter, at hun er lukket inde et sted, hvor hun ikke kan komme ud fra. Eller at nogen har taget hende med hjem uden at de ved, vi savner hende meget, lyder det fra hundeejeren.

  Foto: Privat

Den lille hund er født med en hjerneskade, der gør, at hun aldrig har kunnet høre. Hunden er forsvundet fra Brundtvej i Hadsten.

Carina Nydam udlover en dusør, til den der finder Anna. Hun kan kontaktes på tlf. 23952312.