Design-toiletter til 10 mio. kr
Total renovering af toiletfaciliteterne i Bruun?s Galleri
I Bruun's Galleri vil man nu sætte nye standarder for toiletter i shoppingcentre. I uge otte og fem uger frem starter storcentret derfor på en total renovering af toiletfaciliteterne i centret.
Med 11 millioner besøgende om året i Bruun's Galleri er det nærmest uundgåeligt, at der har været meget slid og trængsel på toiletterne. Derfor er en renovering nødvendig for at kunderne er tilfredse:
- Vores kundeanalyser viser, at toiletter bliver fremhævet som et meget vigtigt vurderingskriterium, derfor skal toiletfaciliteterne være af høj kvalitet. Specielt kvinder vægter dette højt, og ca. 75 % af kunderne i Bruun's Galleri er kvinder, derfor har kundeanalyser været et meget vigtigt fundament for planlægningen, siger Claus Brændgaard, der er Center manager i Bruun?s Galleri.
Flot design
De nye toiletfaciliteter bliver opført i flot design, og der vil være behagelig baggrundsmusik. På hygiejneområdet opgraderes med løsninger som sikrer et minimum af berøring ved alle armaturer.
- Desuden vil vi med vandbesparende toiletter og vandhaner spare ca. 2 liter vand pr. toiletbesøgende. Toiletterne bliver unisex, hvilket forventes at tage en del af belastningen særligt for dametoiletterne, som hidtil har været plaget af lange køer i de travle perioder, fortæller Claus Brændgaard.
Den forestående toilet-renovering vil komme til at koste tæt på 10 millioner kroner. Desuden vil toiletterne blive bemandede i centrets åbningstid.
- Der er ingen tvivl om, at en bemanding på toiletterne i centrets åbningstid vil øge omkostningerne til toiletterne væsentligt. Vi oplever dog, at kunderne vil være parate til at betale for ekstra service, og vi har derfor valgt at indføre betalingstoiletter, forklarer Claus Brændgaard.
Prisen bliver kr. 5,- for voksne på de nye bemandede toiletter, mens det er gratis for børn.