Den Gamle By satte rekord

Næsten 500.000 besøgte købstadsmuseet

Den Gamle By åbnede for halvandet år siden en helt ny bydel, som satte fokus på 1970'erne.

Med næsten 500.000 gæster satte Den Gamle By i Aarhus ny besøgsrekord i det år, der netop er gået.

Den hidtidige rekord blev sat i 2013, hvor købstadsmuseet blev besøgt af 480.270 gæster.

I 2014 lykkedes det så at slå rekorden endnu en gang. I løbet af det forgangne år gik 499.247 gæster forbi billetlugen.

Museumsdirektør Thomas Bloch Ravn glæder sig ikke kun over, at besøgsrekorden blev slået.

I løbet af 2014 kunne Den Gamle By markere 100 året for museets åbning i Botanisk Have.

Derudover viste en undersøgelse, at købstadsmuseet er den kulturinstitution, der betyder mest for aarhusianerne.

Se: 135 mio. til Den Gamle By

Endelig glæder Thomas Bloch Ravn sig over, at A.P. Møller Fonden i november donerede 135 mio. kr. til Den Gamle By.

- Fonden har nu bidraget med i alt 300 mio. kr. til vores store projekt, som betyder en gennemgribende fornyelse af Den Gamle By. Det er helt utroligt, og vi skylder Fonden en stor tak, siger Thomas Bloch Ravn i en pressemeddelelse.

På grund af varmen var besøgstallet i sommerperioden sidste år lavere end forventet. Til gengæld var tilstrømningen i årets øvrige måneder højere end i 2013.