Demonstration mod løndumping
3F og 14 litauere demonstrerer tirsdag morgen
3F og 14 litauere demonstrerer tirsdag morgen mod grov løndumping hos det danske firma E-Work. Demonstrationen vil foregå foran gartneriet Rosa ved Sabro nær Aarhus , hvor de 14 kvinder har arbejdet over 70 timer om ugen til mindre end 65 kroner i timen, skriver Fagbladet 3F.
Litauerne var ansat i det danske firma E-Work, der har arbejdet for gartneriet Rosa. Gartneriet er medlem af GLS-A og skal dermed følge overenskomsten - men har hyret et firma uden overenskomst.
Tirsdagens demonstration er startskuddet på en faglig konflikt og blokade mod E-Work.
- Vi laver demonstrationen og konflikt mod E-Work, fordi vores medlemmer er blevet groft underbetalt af firmaet, og fordi gartneriet Rosa omgår overenskomsten. Arbejdet på gartneriet skal foregå på danske vilkår uanset hvem, der er den formelle arbejdsgiver, siger formand for Den Grønne Gruppe hos 3F Aarhus Rymarken,Thomas Møller.
LÆS OGSÅ: Underbetalte litauere opsagt
3F Aarhus Rymarken har rejst et krav mod E-Work på 210.000 kroner til de 14 litauiske kvinder. Hos fagforeningen er E-Works ejer og direktør Helge Højland Berg kendt for løndumping.
Fagbladet 3F kunne i februar 2012 afsløre, at litauiske Edmantas Tamosiunas havde tjent en grundløn på 27 kroner som ansat hos vikarfirmaet Work Forum, hvor Helge Højland Berg er ejer og direktør.
Work Forum har også leveret litauiske medarbejdere til gartneriet Rosa. Litauerne tjente 70 kroner i timen, viser lønsedler fra slutningen af 2009.
Fagbladet 3F har forgæves forsøgt at få kommentarer fra Helge Højland Berg og E-Work. Men arbejdsgiveren besvarer hverken opkald og beskeder på telefon eller mail.
kilde: Fagbladet 3F