De konservative mangler slagkraft i Østjylland

Man skal kigge langt efter de konservative byrådsmedlemmer i de østjyske kommuner.

Den nyslåede formand for de konservative, Lene Espersen indleder sin landsdækkende charmeoffensiv i Århus til aften.

Og det er der måske en god grund til. De konservative har meget få medlemmer af de østjyske byråd.

Et af de få konservative byrådsmedlemmer, der er i Østjylland, mener, at det har flere årsager. Blandt andet geografien.

- Konservative opfattes måske lidt mere som et sjællandsk parti, for hvis man kigger over vandet, har vi altså en hel del flere byrådsmedlemmer. Men jeg tror også, at det kan skyldes, at mange byrådsmedlemmer har været for hurtige til at støtte eksempelvis Venstre i stedet for at markere sig selv og konservative mærkesager, når der skal laves politik, siger Benny Hammer, der er enligt konservativt byrådsmedlem i Norddjurs Kommune.

Han ser det som en stor fordel, at Lene Espersen nu er blevet formand.

- Alene det, at hun er jyde og taler jysk, tror jeg får en positiv effekt for De Konservative her i Østjylland.