DBU beklager fejl overfor Randers

Det var et fejl, at SAS Liga-klubben Randers FC fik forbud mod at bruge bulgarske Todor Yanchev

Dansk Boldspil Union beklager det fejlsvar, som unionen gav SAS Liga-klubben Randers FC op til denne sæson. DBU har tilpasset sig de gældende EU-regler, og dermed må Randers FC fremover bruge sin bulgarske spiller Todor Yanchev.

Da SAS Liga-klubben tidligere på sommeren henvendte sig til DBU lød svaret, at en spiller fra Bulgarien bliver betragtet som en ikke-EU-spiller. Klubberne i SAS Ligaen må kun benytte sig af tre ikke-EU-spillere på banen ad gangen. 

Yanchev er indtil i dag blevet betragtet som en ikke-EU-spiller og måtte indgå i konkurrencen med klubbens spillere fra blandt andet Senegal og Ghana. Fra og med i dag kan han bruges som enhver anden spiller fra et EU-land, da Bulgarien har en associeringsaftale med EU.