Dansk lig identificeret
Liget af Thomas Hermansen er fundet
Det var liget af aarhusianske Thomas Hermansen, der blev fundet udenfor norske Skjernøy, det skriver fvn.no.
- Knogleresterne der blev fundet er identificeret, vi har endnu ikke fået den skriftlige dokumentation, men vi offentliggør alligevel navnet, fortæller Bjart Gabrielsen, stationschef hos politiet i Mandal til fvn.no.
Dna-prøver fra retsmedicinsk institut bekræfter, at det var liget af den savnede 23-årige aarhusianer Thomas Hermansen, der blev fundet af dykkere lørdag d. 23. maj.
Familien er underrettet, og resterne af liget bliver fragtet til Danmark, så han kan blive begravet i Danmark.
Seks unge aarhusianere drog d. 18. august sidste år ud i en jolle udenfor norske Mandal, da et uvejr overraskede dem, og jollen kæntrede.
Kun to af de seks unge mænd overlevede.