Danmarks dyreste rumprojekt lander på rumstation

Det danskledede rumprojekt, Asim, der er ledet af Terma i Lystrup, skal fotografere og måle en række lynfænomener i atmosfæren

Det hidtil største og dyreste danske rumprojekt, Asim, er onsdag eftermiddag omkring klokken 15 dansk tid landet på Den Internationale Rumstation ISS.

Det oplyser det amerikanske rumagentur, Nasa.

Bag projektet står det europæiske rumagentur, ESA, men missionen er ledet af Danmark og DTU Space.

Projektet har kostet cirka 350 millioner kroner, hvoraf Danmark med støtte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet betaler omkring 60 procent.

03:35

VIDEO: Det store rumprojekt, Asim, er ledet af østjyske Terma. Se mere i dette indslag fra forrige uge.

Luk video

Den østjyske teknologivirksomhed Terma blev for 12 år siden udpeget til at lede rumprojektet. 

- Det har været en rigtig stor kontrakt for os. Vi har leveret software og sensorer til rumkapslen, og generelt har det bare været stort at være med, siger direktør for Termas rumaktiviteter, Carsten Jørgensen. 

Rumkapslen blev mandag sendt af sted fra Kennedy Space Center i Florida. Onsdagens mission er at aflevere et topmodul kaldet Dragon til rumstationen. 

Læs også Danmarks største rumprojekt klar på affyringsrampen

Først den 13. april bliver Asim taget ud af modulet og placeret på ISS. Og så starter missionen.

Den 314 kilo tunge rumkapsel skal bruge det næste lange stykke tid på at fotografere og måle en række lynfænomener i atmosfæren.

- Asim er designet til at kunne levere i to år, men det er op til Nasa at beslutte, hvor længe missionen skal være.

Læs også Lystrup-borgere om lokalt rumprojekt: Thor laver jo lynene

- Under alle omstændigheder bliver det stort at se de første billeder, der bliver sendt hjem, siger Carsten Jørgensen. 

Forskere skal bruge billederne til bedre at forstå, hvordan de elektriske udladninger påvirker klimaet på jorden.

Projektet har været udfordret af krav, der løbende er blevet ændret. Alligevel har direktøren på intet tidspunkt frygtet, at tidsplanen ville skride.

Danmarks største rumprojekt

Mandag aften bliver et observatorie til en værdi af 350 millioner kroner skudt ud i rummet.

Der er store forventninger til rumobservatoriet, der har været undervejs siden 1999, og som Danmark står i spidsen for.

Få et indblik i det dansk-ledede rumeventyr her:

* Asim står for "The Atmosphere Space Interaction Monitor".

* Det er et 314 kilo tungt observatorie, som skal monteres udvendigt på Den Internationale Rumstation, ISS.

* Det har to kameraer, som skal fotografere de elektriske udladninger, der går opad i stratosfæren og mesosfæren fra tordenskyer.

* Desuden har Asim to lysmålere, som måler lyset 100.000 gange i sekundet, samt en røntgenstrålingsdetektor.

* Lynfænomenerne, der skal måles, er bedre kendt som "røde feer", "blå jets", "åndehaloer" og "elvere".

* Forskere skal bruge billederne til bedre at forstå processerne omkring de elektriske udladninger og undersøge, hvordan de påvirker klimaet på Jorden.

* Projektet har kostet cirka 350 millioner kroner, hvoraf Danmark med støtte fra Uddannelses- og Forskningsministeriet betaler omkring 60 procent.

* Inden observatoriet kan monteres på Den Internationale Rumstation, ISS, skal det flyves ud i rummet. Det sørger en ubemandet SpaceX Falcon 9 løfteraket for at gøre.

* Det skal efter planen ske 2. april klokken 22.30 dansk tid med affyring fra Kennedy Space Center i den amerikanske delstat Florida.

* Hvis opsendelsen gennemføres som planlagt, tager det raketten to døgn at nå ISS. I så fald vil Asim blive tændt omkring 13. april.

Kilder: DTU Space og Ritzau

- Men jeg vil sige det sådan, at vi ikke har været færdige længe, siger Carsten Jørgensen. 

Foruden Terma har yderligere 15 danske virksomheder og DTU været involveret i processen med at bygge rumkapslen. 

Det er den danske astronaut Andreas Mogensen, der styrer slagets gang fra kontrolrummet i Houston, Texas. 

I 2015 besøgte han selv rumstationen ISS.