Danmarks bedste

30-årig horsensianer overraskede sig selv og tog sejren

1 af 4

Hun ville egentlig bare træne sin ryg og komme ovenpå efter en diskusprolaps, men det var ikke nok for 30-årige Mille Køpke fra Horsens.

I går stod hun på scenen med en guldmedalje om halsen og havde vundet DM i bodyfitness.

- Det var fuldstændigt urealistisk. Jeg turde slet ikke drømme om det, så jeg blev så ovenud glad. Da førstepladsen blev råbt op, gik der noget tid, før det gik op for mig, at det var mig, der havde vundet, siger Mille Køpke til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Mille Køpke fik i 2011 en diskusprolaps, kort før hun skulle gennemføre et marathon.

Rygskaden var et stort slag i ansigtet på den 30-årige horsensianer, men hun nægtede at give op.

Det blev indledningen på et to år langt styrketræningsforløb, hvoraf de seneste syv måneder i perioder har budt på 25 timers træning om ugen. Træning, som skulle koordineres med hendes arbejde som sygeplejerske.

- Det har været godt med en forstående kæreste og nogle forstående venner og veninder, siger Mille Køpke til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Om en uges tid skal Mille Køpke endnu engang stå på scenen og dyste om at have den mest muskuløse krop. Denne gang den 19. oktober til det nordiske mesterskab i bodyfitness i Estland.

- Bare det at skulle stå på scenen med de bedste i Norden. Det bliver så godt, siger Mille Køpke til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Se flere billeder af Mille Køpke øverst i artiklen.