Cyklist død efter påkørsel
33-årig blev ramt og dræbt af bil på Mols
Onsdag kl. 16 omkom en 33-årig cyklist fra Aarhus efter at være blevet påkørt af 83-årig mand ved Femmøller på Mols.
Den 83-årige kørte i personbil ad Molsvej mod nord ved Femmøller og drejede ind på Mols Bjergevej foran den 33-årige cyklist. Cyklisten fik svære kvæstelser og afgik umiddelbart efter ved døden, oplyser Østjyllands Politi.
- Vi har alkoholtestet føreren af bilen, men uden positivt resultat, så vi kan kun gætte på, at den 83-årige simpelthen har overset cyklisten, siger vagtchef Richardt Jakobsen ved Østjyllands Politi.
Sigtes for manddrab
Føreren af bilen sigtes nu for uagtsomt manddrab, og han skal til afhøring hos politiet.
- Han er selvfølgelig dybt, dybt rystet, men vi skal alligevel have ham ind til en uddybende afhøring, forklarer vagtchefen.
Det er anden gang i år, at en person dør som følge af et trafikuheld i Østjylland.