Comeback til Peter Sand
Der er dømt sæsondebut i SAS Ligaen til assistenttræner Peter Sand, når AGF lørdag møder Viborg FF på udebane.
Selv om AGF netop har købt to nye angribere til truppen, kan der blive brug for assistenttræner Peter Sand i lørdagens kamp mod Viborg.
Hverken Dioh Williams og Garra Dembélé - de nye spillere i AGF - er klar til den vigtige kamp, og derfor har Ove Pedersen valgt at satse på rutinen som gardering til angrebspladserne.
- Jeg kigger selvfølgelig på de muligheder, vi har på angrebspladserne - og her tænker jeg blandt på Morten Beck og Dennis Høegh, som vi tidligere har brugt, men Sand er den nemme løsning, nu hvor vi ved, at vi mangler en angriber, forklarer cheftræner Ove Pedersen til agffodbold.dk.
Sand var for et par uger siden også udtaget til kampen mod Brøndby, men en mindre skade kom i vejen, og Sand måtte melde afbud.
En anden AGF-spiller, som gør comeback, er Alex Valencia. Den norske kantspiller er atter fit for fight og indgår derfor i Ove Pedersens 18-mands trup.
Viborg FF - AGF mødes på grønsværen lørdag klokken 17.00 på Viborg Stadion.