Classic Race lægger sig ned: Hjerneskadede får penge

Classic Race udbetaler nu penge til alle de beboere på Stefanshjemmet, som rejste væk i dagene under Classic Race for at få ro

Bilerne til Classic Race larmer så meget, at naboerne har fået udbetalt en godtgørelse. Det har de nu også på Stefanshjemmet. Foto: Ritzau Scanpix

Beboerne på Stefanshjemmet i Aarhus tog i maj imod tilbuddet fra Classic Race om, at de kunne få 5.000 kroner i godtgørelse til brug på et weekendophold i de dage, hvor racerbilerne bragede forbi.

Det viste sig dog, at hjemmet kun fik 5.000 kroner til deling mellem de 20 hjerneskadede beboere, som var rejst væk i dagene under Classic Race.

Det er helt rimeligt. Og det er rigtigt positivt at høre, at retfærdighed kan ske fyldest.

Susanne Nitschke Holck, datter til beboer på Stefanshjemmet, Aarhus

Derfor stod Stefanshjemmets beboere med en regning på 39.000 kroner for ophold til de 20 beboere, fordi de troede, at det var 5.000 kroner til hver beboer og ikke til deling, som alle andre naboer har fået.

Efter TV2 ØSTJYLLAND er gået ind i sagen, erkender direktør for Classic Race, Mike Legarth, at det er en fejl, at hjemmet kun har fået 5.000 kroner til deling.

- Vi har travlt, når vi afholder sådan et event. Dem, der håndterede det, havde den opfattelse, at det var 5.000 kroner per husstand, siger Mike Legarth.

Læs også Datter raser mod Classic Race: Dybt forkasteligt at snyde hjerneskadede

Men det er nu klart for arrangørerne, at der er flere adresser og dermed husstande på Stefanshjemmet. Derfor vælger de at udbetale hele beløbet på 44.000 kroner, som Stefanshjemmet på vegne af beboerne har søgt om i godtgørelse.

- Vi vil rigtig gerne være på god fod med vores naboer. Det her er et grænsetilfælde, og vi kan godt se, at det er fair nok. Det vil vi godt bidrage med, siger Mike Legarth til TV2 ØSTJYLLAND.

Susanne Nitschke Holck har kæmpet for, at hendes mor og 20 andre beboere på Stefanshjemmet har fået kompensation efter Classic Race.

Vækker glæde hos pårørende

Det vækker glæde hos Susanne Nitschke Holck, der har en 76 årig hjerneskadet mor på hjemmet. Da vi ringede til hende og fortalte, at beboerne fik tildelt pengene, blev hun meget glad.

- Fantastisk. Jeg får helt gåsehud, lyder det fra en meget tilfreds Susanne Nitschke Holck.

Læs også Færgerederi søges: Ønsker flere færger fra Ebeltoft

Udbetalingen er da også på sin plads, mener Susanne Nitschke Holck.

- Det er helt rimeligt. Og det er rigtigt positivt at høre, at retfærdighed kan ske fyldest, siger hun til TV2 ØSTJYLLAND.

02:28

VIDEO: Susanne Nitschke Holck kæmpede for at få godtgørelse for beboernes tur. Hør, hvordan hun følte, at Classic Race snød de hjerneskadede beboere.

Luk video