Buschauffør måtte stoppe for at slukke brand efter cigaretskod

Buschaufføren på ruten mellem Udbyhøj og Randers måtte stoppe og slukke en brand, der havde spredt sig med lynets hast

Hannah Hjorth løb tilbage og hentede en brandslukker i bussen, da hun opdagede branden. Foto: Privatfoto

Det er knastørt i naturen, og det kan gå så ufatteligt stærkt, hvis det brænder. Det fandt Hannah Hjorth Ulriksen ud af, da hun slukkede en brand i vejkanten.

Læs også Afbrændingsforbud i hele landet: Østjysk kvinde taget med fingrene i ilden

Hun er buschauffør, og onsdag eftermiddag kørte hun mellem Øster Tørslev og Tvede på vej mod Randers. Pludselig opdagede hun noget ild i vejkanten.

- Det var ikke større end en lille dyb tallerken, siger Hannah Hjort Ulriksen til TV2 ØSTJYLLAND.

Det går så stærkt. For satan folk skal passe på.

Hannah Hjorth, buschauffør

Hun standsede bussen og bakkede tilbage. Så løb hun hen til branden og forsøgte at slukke ilden med et håndklæde. Men i mellemtiden havde ilden vokset sig meget større. 

Derfor løb hun tilbage og hentede brandslukkeren i bussen.

- Det er utroligt, så hurtigt det går, siger Hannah Hjorth Ulriksen.

Hun tømte brandslukkeren.

- Jeg brugte det hele. Jeg ville sgu være sikker på, at det var dødt, siger Hannah Hjorth, der aldrig har prøvet at slukke brand før. 

Sådan så det ud, efter at Hannah Hjorth havde slukket branden.

Hannah Hjort tror på, at det var et cigaretskod, der var smidt.

- Hvorfor skulle det ellers brænde på sådan en vejside? Jeg kunne ikke se, at der skulle være andet, siger Hannah Hjorth Ulriksen.

Da branden var slukket, var der en forbipasserende bilist, der tilbød at holde øje med stedet og slukke, hvis det udviklede sig igen, så Hannah Hjorth Ulriksen kunne fortsætte sin rute.

Da hun kom tilbage til bussen kunne Hannah Hjorth se, at hun kun var fem minutter forsinket. Så på nogle minutter var hun tilbage i bussen mod Randers.

I Randers lavede hun et opslag på Facebook, hvor hun med billeder viste, hvor hurtigt, det udviklede sig. 

- Det var faktisk for, at folk skulle dele det så meget som muligt for vise, hvor hurtigt det går. For satan folk skal passe på, siger Hannah Hjorth Ulriksen. 

Ifølge indsatsleder ved Beredskab og Sikkerhed i Randers kan en glød fra et cigaretskod godt skabe meget skade på kort tid, når der er så tørt i naturen.

Jordbunden er tør

- Jordbunden er så tør, og når der er sådan noget fint og vissent græs, så brænder det som en krudttønde, siger Per Allan Nielsen, der er indsatsleder ved Beredskab og Sikkerhed i Randers. 

Læs også Historisk tørt: Afbrændingsforbud genindføres i alle østjyske kommuner

I hele landet er der afbrændingsforbud, og det betyder blandt andet, at man skal være forsigtig med rygning og kun kaste skodder i askebægre.

Indsatslederen henstiller til, at rygerne slukker sin cigaret inde i bilen og beholder skoddet der, indtil køreturen er slut.

- En lille glød er også åben ild, og det kan forårsage meget skade. Selv sollyset gennem en glasflaske kan antænde ild. Man skal tænke sig meget om. Det gå kan gå rigtigt stærkt, siger Per Allan Nielsen.

Afbrændingsforbuddet gælder

  • Haveaffald
     
  • Halm, halmstakke og lign. der afbrændes på marker eller uopdyrkede arealer
     
  • Affald fra skovbrug
     
  • Siv og rør, herunder rørskove og enge, lyng, hede og mosetørv
     
  • Bål, herunder brug af bålfade
     
  • Brug af kulgrill, herunder engangsgrill
     
  • Brug af åben ild herunder gasgrill og kulgrill på offentlige naturområder med vegetation
     
  • Enhver brug af ukrudtsbrænder