Christina forbrændt af fakkel til DHL: Gjorde sindssygt ondt
Christina Carlson deltog i DHL-løbet i Aarhus, men havde en yderst uheldig oplevelse
Flere personer blev forbrændt i forbindelse med DHL i Aarhus tidligere på måneden. Det skete fordi der var fejl på flere af de fakler, der blev udleveret i forbindelse med arrangementet.
Læs også
- Jeg var deltager i DHL, hvor man får udleveret nogle fakler, og efter løbet sad vi med kollegerne og spiste, og så var der en fakkel, jeg kunne fornemme fik ekstra blus. Vi havde et flag med, der stod tæt på, og faklen skulle ikke have fat i det, så jeg ville lige fjerne faklen, og da jeg løftede den var det som om, den eksploderede ud over hånden på mig, forklarer Christina Carlson til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Hun beskriver det som en smerte på et plan, hun aldrig har oplevet før.
- Det var virkelig smertefuldt, jeg har aldrig prøvet noget lignende, og det var svært at abstrahere fra smerten, den var virkelig heftig, siger Christina Carlson.
Hendes kolleger var hurtige til at hælde vand på brandsåret, og hun blev også tilset af samaritter. På skadestuen fik hun at vide, at hun skulle komme igen dagen efter, da huden stadig brændte, og de derfor ikke kunne gøre noget. Derfor sov hun den nat med hånden i vand.
Til DHL-stafetten blev faklerne uddelt for hyggens skyld, men en fejl i produktionen gjorde, at flere af dem overantændte.
Hør mere af Christinas historie i videoen øverst i artiklen.