Christian Neve fra Aarhus er landets bedste tjener

Årets Kok og Årets Tjener er i dag blevet kåret, og i sidstnævnte kategori var der østjysk triumf

Christian Neve (t.v.) fra Restaurant Domestic får her overrakt beviset på sin nye titel af politikeren Morten Østergaard (R). Foto: Claes Bech-Poulsen

Hvert år hædres Danmarks bedste kok og den bedste tjener af brancheorganisationen Horesta og 3F, og blandt de nominerede i de to kategorier var flere fra østjyske restauranter. En af dem løb med den fornemme titel som Årets Tjener.

Christian Neve fra Restaurant Domestic fik titlen og med sejren 40.000 kroner.

Det må siges at være prikken over i’et for Aarhus-restauranten, der tilbage i slutningen af februar blev tildelt en af de præstigefyldte Michelinstjerner for første gang. Og nu har man så også landets bedste tjener.

Læs også Ny Michelinstjerne til Aarhus: Domestic vinder

- Det betyder sindssygt meget for mig personligt, men også for restauranten - den har hjulpet mig meget og båret over med mig, siger Christian Neve til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Han forklarer, at det især var hans evne til at håndtere gæsterne og en god personlig fremtoning, der ved konkurrenen gav ham titlen og den store pengepræmie, der allerede er øremærket.

- Jeg skal ud at rejse med min dejlige kæreste som tak for det, hun har måttet stå igennem i den her periode op til, fortæller Årets Tjener. 

Læs også Grillbar føler sig forbigået: Michelinstjerner er madsnobberi

Sølvmedaljen gik til Nicolai Martens fra Restaurant Kong Hans Kælder, mens Simon Bjerre-Pedersen fra Restaurant Tabu i Aalborg fik bronze – samme medalje, som han vandt sidste år.

Ved kåringen af Årets Tjener blev der lagt vægt på korrekt fagligt arbejde som tjener og beherskelse af fagets mange aspekter.

Årets Kok blev Peter Yung Worth Jacobsen fra Restaurant Kanalen i København.