Chris er autist: Blev glemt af handicapbussen

Problemerne med den kaotiske handicapkørsel i Aarhus Kommune har store konsekvenser for børn og deres familier

02:45

Chris har autisme, og derfor er faste rammer altafgørende.

Men når Chris og andre handicappede børn skal til og fra skole, bliver de faste rammer brudt.

- Hvis klokken bliver fem minutter over halv otte, og det normalt er klokken 7.30, så spørger han, hvorfor han skal vente, siger Marianne Christensen, Tranbjerg.  

Læs også Kaotisk handicapkørsel: - Der er flere grædende børn

Hun er mor til Chris og fortæller, at det især er, hvis der er forsinkelser, når Chris og hans mor står ude på parkeringspladsen og venter på handicapkørslen, at han bliver urolig for, om han kan nå i skole til tiden.

De store problemer med at få fragtet handicappede børn til og fra skole er fortsat i knap to måneder.

- De har glemt ham to gange. Den ene gang måtte jeg tage en taxa, den anden gang var en nabo behjælpelig. To gange er han blevet glemt nede på skolen, hvor de først har hentet ham efter tre kvarter. Det kan han ikke magte, siger Marianne Christensen.

Problemerne med køreplaner, der ikke er til at regne med, har store konsekvenser.

- Han er hidsig, når han kommer hjem. Han er træt og ude af sig selv. Han vil slet ikke i skole, han nægter at spise og kan ikke sove og får mareridt. Til sidste blussede hans angst op, så han var syg i en helt uge, siger Marianne Christensen.

Læs også Aarhus Kommune beklager: Handicapkørsel bliver bedre snart

At der er problemer med handicapkørsel er ikke noget nyt. TV 2 | ØSTJYLLAND har fået tilsendt mere end 30 klager.

For oplevelserne påvirker ikke kun børnene, men også deres pårørende.

- Jeg græder om aftenen, når sådan noget sker. Jeg kan ikke trøste ham, og jeg må ikke kramme ham, og der er ikke noget, der hjælper, siger Marianne Christensen.

TV 2 | ØSTJYLLAND har talt med flere lærere og ledere på skoler og institutioner for handicappede børn. Herfra lyder det, at problemerne med handicapkørsel fylder rigtig meget i hverdagen.

- Vores kerneopgave bliver flyttet, når de kommer i skole. Mange af dem sidder for længe i busserne. Der er ikke den forudsigelighed, de har brug for, siger tillidsrepræsentant på Stensagerskolen i Aarhus, Jesper Hedemann Jensen.

- Vi oplever børn, der er mere udad reagerende, end de plejer at være. Vi oplever børn, der er selvskadende, og vi oplever børn, der har brug for at hvile sig, siger Jesper Hedemann Jensen.

Øverst kan du se hele indslaget om, hvordan den kaotiske handicapkørsel påvirker Chris og hans mor.