Cheftræner: Vi skal fremelske danskere i Superligaen
Brøndbys startopstilling mod Hobro med udelukkende udenlandske spillere chokerede Horsens-træner Bo Henriksen
Siden cheftræner Alexander Zorniger i sidste runde stillede med 11 udlændinge i Brøndbys startopstilling mod Hobro, har temaet om danske spillere kontra udlændinge i Superligaen været et stort samtaleemne.
Som tidligere spiller og nuværende træner i ligaen ser Horsens' cheftræner helst, at danskere får spilletid i de danske klubber.
Læs også
- Jeg blev en smule chokeret over det. Jeg synes, at man skal gøre alt, hvad man kan for at få danskere ind og fremelske de danske spillere.
- Det ville klæde dansk fodbold generelt. Men jeg kan godt forstå, at man skal skabe resultater, når man har kæmpe budgetter, siger Bo Henriksen.
Det handler om at vinde
Horsens-træneren mener dog ikke, at det er trænernes ansvar at få danskere spillere ind på banerne i Superligaen.
- Når man skal vælge spillere til startopstillingen, så er jeg ligeglad med, hvor de er fra, og hvad de hedder. Det handler om at vinde.
- Så i sidste ende har klublederne mere ansvar for det og ikke trænerne generelt, siger Bo Henriksen.
I søndagens kamp mod AaB, som Horsens vandt 4-2, stillede østjyderne ikke med spillere af egen avl.
Men det er en ambition fra Bo Henriksens side, at klubben skal blive bedre på det aspekt.
- Vi gør alt, hvad vi kan for at blive dygtigere til det. Vi er ved at få nogle igennem, men vi skal stadig blive dygtigere.
- Vi er jo oppe imod nogle mastodonter (i forhold til talentudvikling, red.) i dansk fodbold, og AGF ligger lige ved siden af, siger cheftræneren.
43-årige Bo Henriksen har selv spillet 102 superligakampe for OB og Herfølge. Kampen mod AaB var nummer 91 i spidsen for Horsens i superligaregi.