Center på Djursland klar til at holde julegilde for ensomme
Anne Mette Christiansen har pyntet op i Pindstrup Centret, som nu er klar til at få besøg af 40 ensomme, der skal holde jul her
Ikke alle østjyder har en familie at søge mod juleaften, men heldigvis er der andre muligheder, så de også kan få en god aften. Det er der blandt andet takket være folk som Anne Mette Christiansen, der søndag formiddag går og gør de sidste ting klar til juleaften i Pindstrup Centret på Djursland.
Hun besluttede sig i november for at holde julegilde i centret, hvor hun til daglig er køkkenansvarlig. 40 har meldt sig til.
- Jeg meldte ud, at der var plads til 80, men halvdelen er flot det første år, synes jeg. Jeg er godt tilfreds og glæder mig, siger Anne Mette Christiansen til TV2 ØSTJYLLAND.
Initiativtageren har tidligere fortalt, at arrangementet skulle være for hele Djursland, men faktisk kommer der også folk længere væk fra.
- Der er tilmeldte fra Aarhus, Mariager og så selvfølgelig fra forskellige steder på Djursland. Kl. 18.00 begynder spisningen, og den står på helt klassiske julemenu med det hele, fortæller Anne Mette Christiansen.
En af dem, der kommer, er pensionisten Emil Madsen fra Pindstrup. Han plejer at være alene med sin kone juleaften, men for et par måneder siden døde hun efter kort tids sygdom. Derfor var denne jul ikke ligefrem en, han så frem til.
- Så skulle jeg bare have siddet her helt alene. Arrangementet i centret betyder, at jeg ikke skal sidde alene, og at jeg har nogen, jeg kan snakke med dernede. Jo flere vi er, desto hyggeligere bliver aftenen, siger Emil Madsen.
Julegildet er blevet til med hjælp fra en lang række frivillige og lokale sponsorer.
Lokale virksomheder har sponsoreret mad, juletræ og gaver, og Syddjurs Kommune har lovet at sørge for transport til de ældre, som ikke selv kan komme frem.