Carpark North aflyser

Polsk koncertarrangør er stukket af

Det aarhusianske band Carpark North må aflyse en koncert i Krakow i Polen 20. april, fordi den polske koncertarrangør "Perfect Art" har brudt kontrakten.

- De har ikke opfyldt betingelserne og vi har ikke hørt fra dem i en måned, selvom vi har givet dem mange chancer, hedder det i en besked til de polske fans på gruppens Facebook-side.

Gruppen har prøvet at stable en ny koncert på benene, men det er ikke lykkedes, og derfor må de polske fans undvære et besøg af gruppen i denne omgang.

Gruppen advarer i øvrigt om, at der stadig sælges billetter til koncerten fra hjemmesider på nettet.