Byrådsmedlem: Nu har vi altså gravet nok
Venstres Kurt Andreassen fra Favrskov Kommune mener, at arkæologiske undersøgelser i forbindelse med byggerier har taget overhånd
Nybyggerier kan blive forsinket og dyrere, hvis der findes genstande af arkæologisk interesse på stedet, hvor der bygges. Det har et firma i Hadbjerg måtte sande. Deres arbejde på en grund i byen er nu blevet 500.000 kr. dyrere.
- Vi har undersøgt meget og gravet jord i Danmark utallige steder de seneste mange år. Jeg synes, at vi skal nøjes med at grave, der hvor man fandt noget, når man var i gang med at grave, siger byrådspolitikeren Kurt Andreassen (V) fra Favrskov nu.
Velbevaret jernalderby fundet på mark
Han ser det lidt som skruen uden ende, at der ifølge museumsloven altid kan blive gravet på steder, hvor der findes genstande fra oldtiden.
- Når vi så graver om 1000 år igen, når jorden er dækket til, så finder vi måske en Stelton-kande og en juleplatte fra 73. På et tidspunkt har vi måske fundet nok, og der tror jeg, vi er ved at være nu, mener Kurt Andreassen.
Forvalter bare loven
Et af de museer, som står for disse udgravninger, er Moesgaard Museum. Her forstår overinspektør Lars Krants godt argumenterne imod de store udgifter, som bygherren kan blive pålagt i forbindelse med arkæologernes arbejde.
- Men rækkefølgen har altså betydning. Vi undersøger kun i det omfang, der bliver ødelagt noget, når der laves anlægsarbejde på en bestemt grund, siger Lars Krants.
VIDEO: Kig indenfor på nyopdaget jernalderboplads
Hvis så borgeren eller en kommune alligevel beslutter sig for at bygge et sted, hvor museumsfolkene har sagt, at der er noget af interesse for dem, så siger museumsloven, at bygherren skal betale.
- Mange forstår så ikke, at de skal betale, når genstandene er fælles kulturarv og ender på et museum. Der kan man godt mene, at det burde være statens opgave at betale, men man kan også vende den om og sige, er det rimeligt, at vi skal betale, hvis andre ødelægger fælles kulturarv, fordi de bygger, forklarer Lars Krants.
Du kan se interviews med Kurt Andreassen og Lars Krants øverst på siden.