Byråd vedtager omstridt vej
Byrådet i Hinnerup Kommune har vedtaget at anlægge en omstridt vej klos op ad en skole.
Politikerne i Hinnerup vedtog i aftes at bygge en vej, der uden tvivl vil være upopulær blandt mange af dem, der bor i området.
Vejen har været på tegnebrættet i 35 år, men indtil i dag har den kun været en streg på byplanlæggernes kort. På byrådsmødet i går vedtog de lokale politikere alligevel at vedtage vejen, der kommer til at løbe i et grønt område midt imellem en skole og et idrætsanlæg.
Mange lokale beboere mener, at den nye vej vil gøre skolevejen farligere for eleverne på skolen. Paradoksalt nok vil politikerne omvendt anlægge vejen netop for at tilgodese eleverne og deres forældre. Vejen vil nemlig gøre det lettere at komme til og fra skolen, mener de.