Busser holdt stille i Randers

En kort strejke ramte torsdag formiddag bybusserne i Randers. Det er Arrivas chauffører, der er utilfredse med toiletforhold.

Næsten alle bybusser i Randers rørte sig torsdag formiddag ikke ud af flækken. Årsagen er ringe toiletforhold for chaufførerne. Busserne holdt også stille i september af samme årsag, men der er ikke sket noget siden da.

- Vi har nogle dårlige toiletforhold, der er simpelthen for få toiletter. Og nu er der så vist en strid mellem kommunen og Arriva om, hvem der skal sørge for, at der kommer flere toiletter. Men mens de strides, så kan vi ikke komme på toilet, når vi trænger, siger chaufførernes tillidsmand Birthe Højvang Rasmussen til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Men busserne kørte dog igen over middag, for chaufførerne sætter deres lid til, at der kommer en afklaring på problemet, når Arriva og Randers Kommune skal mødes den 17. februar.