Bundsgaard kræver lovændring hurtigst muligt
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) vil have ændret reglerne for, hvordan man bliver optaget på gymnasiet
Aarhus-borgmester Jacob Bundsgaard (S) er helt på linje med formanden for Danske Gymnasieelevers Sammenslutning, når han kræver flere parametre for, hvordan man bliver fordelt på gymnasierne.
Det siger han efter at Langkaer Gymnasium i Aarhus har valgt at fordele eleverne i klasserne efter etnicitet.
Læs også
- Skolen har en reel udfordring med at sikre, at man fortsat kan tiltrække etnisk danske elever, og det er også derfor, at det er helt nødvendigt, at folketinget og regeringen griber til lovgivningen og får ændret loven, så vi kan få en mere hensigtsmæssig og balanceret fordeling af de tosprogede elever i de danske gymnasier, siger Jacob Bundsgaard til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Han efterlyser en model, der kan minde om den, Aarhus Kommune bruger på folkeskoleområdet.
- Vi gør jo noget tilsvarende på folkeskoleområdet, hvor vi fordeler elever med et behov for særlig undervisning i dansk som andetsprog, og man kunne gøre noget tilsvarende, hvor man fordeler på baggrund af nogle objektive kriterier, så man sikrer, at hele integrationsopgaven ikke ligger på et enkelt gymnasium, siger Jacob Bundsgaard.
Borgmesteren kræver derfor hurtig handling.
- Det må som minimum være fra næste skoleår, at man får taget fat på det her og får ændret lovgivningen, siger han.
Hør et længere interview i videoen øverst i artiklen.