BSV forlænger med Kirkegaard
Fløjspilleren forlænger frem til 2016
Siden år 2008 har Dennis Kirkegaard huseret på højrefløjen i Bjerringbro-Silkeborg, og det bliver han ved med i de to kommende sæsoner. Bjerringbro-Silkeborg og Dennis Kirkegaard er blevet enige om at forlænge kontrakten frem til sommeren 2016.
- Jeg er meget tilfreds med at være i klubben. Det er en professionel klub, hvor der er styr på tingene, og hvor vi spiller med i toppen hvert år. Jeg er også rigtig glad for at kunne blive boende i Silkeborg, hvor min familie og jeg trives rigtig godt, forklarer Dennis Kirkegaard i en pressemeddelelse til TV 2 | ØSTJYLLAND.
Teammanager Carsten Albrektsen er også tilfreds med den nye kontrakt.
- Vi er glade for, at det er lykkedes os at lande en aftale med Dennis. Udover at være en dygtig fløjspiller har Dennis også store kompetencer i sit kontraspil. Han spiller og træner altid med et stort engagement og med energi og udstråling, og det er nogle af de ting, vi gerne vil stå for, også i fremtiden, siger han