Bridge på skoleskemaet

02:58

1 af 2

På Mårslet Skole spiller eleverne bridge i skoletiden

Spil kort og bliv klogere. Sådan er filosofien bag et nyt projekt, der hedder Skolebridge.

I Skolebridge er de normale undervisningstimer ved tavlen i klasseværelserne for en stund skiftet ud med hjerter, ruder, spar og klør.

Og det har eleverne fra 4. klasse på Mårslet Skole prøvet.

- Det er sjovt, og det er hyggeligt at sidde og spille, men det er ikke så sjovt, hvis man taber, siger Felina Tyrrestrup, der går i 4.B på Mårslet Skole.

Manden bag projektet hedder Morten Bilde, og han forklarer, at bridge blandt andet er med til at træne børnenes koncentration og evne til at samarbejde, ligesom de også lærer matematik.

- Hvis børnene kan lære for eksempel matematik på andre måder end at sidde og læse i en bog eller kigge op på en tavle, så husker de det bedre. Hvis man kan bruge spil og sport til indlæring, bliver børnene mere fanget af det, siger Morten Bilde, der er projektleder på Skolebridge.

Og netop muligheden for alternativ indlæring var en af årsagerne til, at Mårslet Skole valgte at skifte den normale undervisning ud med kortspil.

- Vi har en formodning om, at Bridge, på samme måde som skak, er med til at styrke nogle kompetencer hos eleverne. Det kan blandt andet være den logiske sans. Vi har også en formodning om, at det kan styrke koncentrationsevnen og dermed også indlæringen, siger Kurt Iversen, der er pædagogisk leder på Mårslet Skole.

Og også eleverne syntes, at det var godt for en stund at udskifte den normale undervisning med et spil kort.

- Det er meget sjovere end matematik, og det er hyggeligt at sidde og spille, siger Felina Tyrrestrup.?

Du kan se mere om Skolebridge i tv-indslaget øverst på siden.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig