Brandmænd brød dør op

Mindre brand i Nordbordgade lørdag nat

Østjyllands Politi og Aarhus Brandvæsen måtte lørdag ved midnatstid rykke ud til en brand i en lejlighed i Nordborgsgade i Aarhus Midtby

- Det var naboerne, der slog alarm, fordi de kunne se ild og røg inde i lejligheden ved siden af, oplyser vagtchefen hos Østjyllands Politi til TV 2 | ØSTJYLLAND.

Da brandvæsnet ankom til stedet, kunne de ikke få kontakt til den 69-årige kvinde, som bor i lejligheden. De valgte derfor at slå døren ind.

- Det viste sig at være en mindre brand. Der var gået ild i nogle garnnøgler og nogle aviser, og kvinden var selv godt i gang med slukningsarbejdet og hørte derfor ikke, at vi kom, siger vagtchefen.

Den 69-årige kvinde blev efterfølgende kørt på skadestuen, hvor hun blev tjekket for røgforgiftning.

Der er ifølge politiet ingen tegn på forsætlig brandstiftelse.