Bøtten vendt: Lejligheder sælges hurtigere
Ejerlejlighederne i Århus bliver solgt hurtigere end sidste år. Det er specielt de små lejligheder, der ryger hurtigt. Se tv-indslag.
På grund af de faldende liggetider håber ejendomsmæglerne nu, at flere års nedtur på det århusianske boligmarked er ovre.
- Fordi priserne er faldet, og fordi renten er ekstrem lav, så har mange af de førstegangskøbere og forældrekøbere, som har været afventende i lang tid, fået lyst og mod på at købe deres egen bolig, siger ejendomsmægler Jesper Holm fra Nybolig i Århus.
Nye tal fra Realkreditrådet viser, at liggetiderne for ejerlejligheder i Århus Kommune er faldet fra 219 dage i juli sidste år til 151 dage i juli i år. Det er specielt de mindre lejligheder, der er efterspurgte af køberne.
Ejendomsmæglerne håber, at det stigende salg af mindre lejligheder kan sætte gang i en bølge, der kan påvirke hele boligmarkedet.
I Randers falder ligge-tiderne på lejligheder også. Dog ikke så meget som i Århus.
Du kan se et tv-indslag om de faldende liggetider ved at klikke i boksen ovenfor til højre.