Borgmestre advarer mod Løkke
Sender breve til vælgerne i Norddjurs og Favrskov kommuner
Borgmestrene i Norddjurs og Favrskov kommuner tager nu utraditionelle metoder i brug for at sikre et rødt flertal ved folketingsvalget på torsdag.
De to socialdemokratiske borgmestre har sendt et brev ud til vælgerne i hver deres kommune. I brevet opfordrer Nils Borring fra Favrskov samt Jan Petersen fra Norddjurs de lokale beboere til at bakke op om Socialdemokraterne, når krydset om få dage skal sættes.
Borring og Petersen sender dog ikke kun brevene ud for at støtte deres partikolleger på Christiansborg.
For de to borgmestre handler det lige så meget om at sikre vækst i de kommuner, de hver især repræsenterer.
Se: Løkke: Randers er pigernes by
- Så når vi om kort tid skal stemme til folketingsvalget, skal vi bestemme, om vi vil have nulvækst og nedskæringer de næste mange år - eller om vi vil fortsætte med en velfærd, vi kan være bekendt, skriver Nils Borring til vælgerne i Favrskov Kommune.
- Du spørger måske, hvorfor vi som byrådsgruppe interesserer os for nulvækst? Det gør vi, fordi nedskæringer vil få store konsekvenser for plejen til vores ældre, kvaliteten i vores skoler og pasningen af vores børn.
Ifølge Nils Borring vil et borgerligt flertal med Lars Løkke Rasmussen (S) i spidsen betyde, at Favrskov Kommune får 110 færre offentligt ansatte.
- I kommunerne har vi allerede effektiviseret og sparet under den krise, vi har været igennem. Hvis vi skal igennem en lang årrække med nulvækst, kan vi ikke undgå at skulle skære i den velfærd, vi gerne vil tilbyde vores borgere.
De to østjyske borgmestre bakkes op af hver deres socialdemokratiske byrådsgruppe. De øvrige S-medlemmer i Favrskov og Norddjurs er også anført som afsendere af brevene.
En meningsmåling foretaget af analyseinstituttet Wilke for Morgenavisen Jyllands-Posten viste i sidste uge, at et flertal på 51,5 pct. af vælgerne mener, at de offentlige udgifter skal holdes på det nuværende niveau frem til 2020.