Borgerlige: Udramatisk borgmesterskifte
Både Venstre og Konservative forudser, at de kan samarbejde med den kommende borgmester. Wammen får et konservativt spark på vej ud af døren.
De Konservatives rådmand, Marc Perera Christensen byder den nye borgmester velkommen med et spark til den afgående:
- Med Jacob Bundsgaard Johansen som ny borgmester, får vi en god mulighed for at bringe den politiske debat til Århus, siger Marc Perera Christensen.
- Den Konservative gruppe kender Jacob Bundsgaard Johansen som en flittig og ihærdig politiker. Men også en politiker med sine meningers mod. Jeg har siden 2001 kendt Jacob som en dygtig socialdemokratisk ideolog. En person som er godt forankret på venstrefløjen, og som man kan få en god og stærk politisk debat med, lyder velkomsten fra den konservative leder, Marc Perera Christensen.
Venstres rådmand, Laura Hay nøjes med at byde velkommen:
- Venstre har trods de politiske forskelle haft en godt og tillidsfuldt samarbejde med Nicolai Wammen og det forventer vi naturligvis kan forsætte med Socialdemokraternes kommende leder, udtaler rådmand Laura Hay fra Venstre i en pressemeddelelse.
Hun "lader sin dør stå åben for den nye borgmester til en kop kaffe", og påpeger nødvendigheden af at begynde arbejdet med en genopretning af byens økonomi. Også De Konservative benytter lejligheden til at pege økonomien som et indsatsområde for den kommende borgmester og resten af byrådet.