Borgere til kamp mod energi-anlæg
Vrede borgere fra Studstrup forsøger i dag at overtale amtspolitikere til at droppe planer om omstridt anlæg.
Der går sandsynligvis lang tid, inden et omstridt bioethanolanlæg ved Studstrup kan blive en realitet.
En gruppe borgere fra den lille by nord for Århus har længe kæmpet indædt mod elselskabet Elsams planer om at etablere anlægget umiddelbart ved siden af Studstrupværket. I dag har borgerne foretræde for Århus Amts udvalg for miljø og trafik, og her vil de endnu en gang forsøge at overbevise politikerne om, at planerne helt skal skrottes.
Studstrup-borgernes chance for, at amtspolitikerne er lydhøre over for kritikken, er steget markant, efter at teknik- og miljøudvalget i de seneste dage har været på studietur til Sverige for at se på et lignende bioethanolanlæg.
Siden turen har flere fremtrædende politikere over for TV 2 | ØSTJYLLAND givet udtryk for, at de ligesom Studstrup-borgerne er bekymrede for, at anlægget kommer til at lugte, og at vejnettet ved Studstrupværket ikke er gearet til de mange ekstra lastbiler.
Elsam har godt nok fået udarbejdet en VVM-redegørelse, der konkluderer, at anlægget ikke vil medføre betydelige lugtgener, men flere amtspolitikere er skeptiske og ønsker at få lavet en ny VVM-undersøgelse. Sker det, vil det sætte Elsams planer i bero, indtil den nye undersøgelse er færdig.
LÆS OGSÅ:Ser" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=15659">Ser på bioetanol i Sverige (16/10-06)Omstridt" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=14272">Omstridt anlæg måske til Grenaa (19/5-06)Byråd" target="_blank">http://www.tv2oj.dk/nyhe_nyhed_s.asp?newsID=14253">Byråd protesterer mod energi-anlæg (18/5-2006)