Biler skamferes med ridser: - Jeg blev ramt af en boblende vrede

Politi skal have hjælp af borgerne i sager om hærværk på biler.

'Dette er virkelig et ærgerlig syn at komme ud til en tidlig morgen', skriver randrusianske Camilla Pedersen i et facebookopslag.

- Jeg synes virkelig, at det er noget svineri. Jeg blev ramt af en boblende vrede, da jeg så, hvordan bilen var blevet hærget.

Camilla Pedersen fra Randers forstår ikke, at nogen kan få sig selv til at ridse andres biler, så de nærmest er uigenkendelige.

Det giver hun udtryk for i et nyligt opslag i facebookgruppen 'Facebook Randers', efter at hendes kærestes bil blev ridset, mens den om natten stod parkeret på Slyngborggade.

Læs også Bodega-Bente efter hærværksamok: Politikerne skal lette røven

00:38

Randrusianske Charline Rosanna McAdams har uploadet denne video i kommentarsporet til et opslag om hærværk mod biler.

Luk video

Mange oplever hærværk

I kommentarerne til opslaget fremgår det tydeligt, at Camilla Pedersen og kæresten langt fra er de eneste, der har været udsat for bilhærværk.

'Jeg har været ude for det samme, bare i Vester Kirkestræde'.

'Vi er rigtig mange, der har fået ødelagt vores bil af hærværk her i området. Der er opslag hver eneste dag om hærværk på biler i Randers!

'Var ude for det samme!'

Læs også Fra vellønnet bankmand til håndværker i løvens hule

Jeg forstår ikke, at folk har så lidt respekt for andre mennesker og deres ejendele.

Camilla Pedersen, sygeplejerske, Randers

Politi: Hold øje! 

Der er anmeldt 12 sager om hærværk på biler i Randers siden årsskiftet, oplyser Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND. Der kan desuden være tilfælde af hærværk, der ikke er anmeldt til politiet. 

- Vi får desværre en del anmeldelser om hærværk på biler på steder, hvor der færdes mange mennesker. Det er svært for os at reagere, fordi folk ofte først opdager hærværk dagen efter, det er sket, og der er gerningsmanden for længst væk, siger kommunikationsrådgiver Jakob Kristiansen fra Østjyllands Politi.

Det var ikke et kønt syn, der mødte Camilla Pedersen og hendes kæreste, da de den anden dag kom hen til deres parkerede bil.

Hærværk på biler er noget af det værste hærværk, man kan begå, mener Camilla Pedersen fra Randers. 

- Jeg forstår ikke, at folk har så lidt respekt for andre mennesker og deres ejendele. Vedkommende har gjort bilen fuldkommen værdiløs. Jeg kan ikke sætte mig ind i, at folk synes, det er sjovt at gå rundt om natten og ridse andre folks biler, skriver hun i en besked til TV2 ØSTJYLLAND.

Læs også Skole rives ned i ny ghettoplan - og der bliver adgang forbudt for arbejdsløse

Selvom mange randrusianere giver udtryk for, at hærværk på biler er et stigende problem, kan Østjyllands Politi ikke løse problemet alene. 

- Vi vil opfordre borgerne til at hjælpe os med at holde øje og reagere, hvis man ser en person, der udøver hærværk på en bil. Ring til os og led os gerne hen til gerningsmanden, siger Jakob Kristiansen fra Østjyllands Politi.