Borgere hjælper politiet
Politiet oplever i stigende grad at borgerne hjælper til når de oplever mistænkelige episoder. Senest i nat kom der tip.
Tre mænd havde netop stjålet 300 liter dieselolie, en motorsav, et nivelleringsapparat, en stamper, kæder og en gasbrænder fra en byggeplads i Randers da de blev stoppet af politiet. En anholdelse der kun skete, fordi en borger ringede ind med et tip.
- Det er min opfattelse at folk er blevet mere opmærksomme og så snart de ser noget, ringer de til politiet. På den måde kommer vi hurtigt frem og de bliver anholdt på fersk gerning, fortæller politikommissær Mogens Brøndum fra Østjyllands Politi.
Det var på samme måde, at to grafittimalere blev anholdt på Rørthvej i Odder i nat. Kl. 02.20 kunne en hundepatrulje, efter et tip fra en borger, finde frem til to unge på 16 og 17 år, der havde lavet omfattende grafittihærværk i området.