Borgere efterlyser cykelsti: Vi tør simpelthen ikke cykle

01:37

Borgere savner en cykelsti på trafikeret vej mellem Borum og Aarhus. Det er næsten 30 år siden, at borgerne første gang gik til kommunen med ønsket

- Vi er mange, der er bange for at cykle, når vi kommer hertil, hvor cykelstien stopper.

Ordene kommer fra Peter Poulsen, der er sekretær i Borum-Lyngby Fællesråd.

Der mangler en cykelsti fra Borum til Aarhus, når man spørger Peter Poulsen og mange andre i lokalområdet.

- Vi er flere hundrede mennesker, der gerne vil gøre præcis det, byrådet siger, man skal gøre - nemlig cykle i stedet for at køre bil, men det tør vi simpelthen ikke, siger Peter Poulsen.

Peter Poulsen, der er sekretær i Borum-Lyngby Fællesråd, efterlyser en cykelsti.

Han er langtfra ene med bekymringen: 

- Jeg har faktisk købt den her elcykel. Jeg vil gerne til at cykle til Aarhus, og jeg har ikke altid bil, men det er for farligt, siger Thea Veste.

Maja Rottbøll er enig:

- Selma, der er begyndt til ridning, kan ikke cykle alene afsted – simpelthen, fordi det er for farligt. 

Læs også Ung kvinde død efter højresvings-ulykke i Aarhus

Den første henvendelse fra Borum-borgerne til Aarhus Kommune fandt sted i 1989.

Vi er flere hundrede mennesker, der gerne vil gøre præcis det, byrådet siger, man skal gøre - nemlig cykle i stedet for at køre bil, men det tør vi simpelthen ikke.

Peter Poulsen, sekretær, Borum-Lyngby Fællesråd

Men det har endnu ikke været muligt for byrådet at finde penge til den ønskede cykelsti. 

Peter Poulsen mener, at den manglende handling fra Aarhus Kommune står i skærende kontrast til nabokommunen Skanderborg.

- Vi befinder os lige i nærheden af kommunegrænsen. I Skanderborg Kommune kan de godt finde ud af at lave cykelsti langs den selvsamme vej. Det er Aarhus, vi venter på, siger han. 

Læs også Borgmester vil bruge en milliard på infrastruktur

Mangler penge

Aarhus Kommune har de seneste 10 år haft en såkaldt cykelhandlingsplan, der skal gøre hele Aarhus til en cykelby.

En cyklende rådmand.

Kristian Würtz (S), rådmand for teknik og miljø, erkender, at der stadig er et stykke vej. 

- Det er bestemt hele kommunen, der skal være en cykelkommune, men der er rigtig mange steder, hvor der ikke er cykelstier, og derfor tager det tid at nå ud til alle de gode og rimelige ønsker, der er rundt omkring i kommunen, siger han. 

Det drejer sig om penge, siger Kristian Würtz:

- I sidste instans handler det om, hvor mange penge vi kan samle, og hvor mange projekter, hvor vi også kan få støtte fra statslige cykelpuljer. Det er det, der skal til, for at vi kan komme ud med et større net af cykelstier, siger rådmanden.

Øverst kan du se mere om sagen.

Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig
Ny forbedret app til dig