Bordtennis for ældre: - Brok og sure miner ser vi aldrig

Bordtennis vinder frem hos aldersgruppen 60 plus. I denne uge kan potentielle nye medlemmer snuse til spillet

01:59

VIDEO: På otte år er antallet af medlemmer gået fra fire til 66. Kun tre er stoppet i klubben.

Der bliver servet med de små runde bat, og de hvide bolde flyver rundt i rummet. Der er åbent hus i Silkeborg Bordtennisklub, hvor interesserede ældre kan komme og få et indblik i sportsgrenen.

En af dem, som er taget til åbent hus er 63-årige Jørgen Høst, som gerne vil genprøve kræfter med spillet:

Læs også Det heldige dusin vinder 5.000.000 kroner: - Ret uvirkeligt

- Det er mange år siden, at jeg har prøvet det her, men det går da nogenlunde, jeg rammer da bordet engang i mellem, siger Jørgen Høst til TV2 ØSTJYLLAND.

Jørgen Høst vil afprøve bordtennisspillet i Silkeborg Bordtennisklub. 

Tilbuddet for ældre opstod tilbage i 2010, da Carsten Nielsen og John Møller Poulsen gik på efterløn og savnede et tilbud for ældre i dagtimerne. Det startede med fire medlemmer, og dagen i dag har de 66 medlemmer.

- Vi føler jo virkelig, at vi har været med til at skabe en succes, siger Carsten Nielsen.

Optimal for seniorer 

Lige netop bordtennis, mener Carsten Nielsen, går godt i spænd med aldersgruppen.

- Har du et lille fysisk handicap med, er du lidt dårligt gående, så kan du stadigvæk spille. Du kan selvfølgelig ikke gøre det på fuldt niveau, men så gør du det, så godt du kan, siger han.

Jeg skal finde på noget, der ikke er alt for anstrengende. Så jeg kan følge med til det også, og det kan jeg jo med bordtennis

Jørgen Høst, åbent hus deltager

Den begrundelse for, at bordtennis er en god seniorsport, den har Jørgen Høst også overvejet:

- Nu er jeg jo kommet op og blevet en 60 plusser. Så jeg skal finde på noget, der ikke er alt for anstrengende. Så jeg kan følge med til det også, og det kan jeg jo med bordtennis, siger Jørgen Høst.

De ældre spiller to gange i ugen, og deres ældste medlem er 77 år gammel. Og sporten er med til at holde medlemmerne friske.

- Det er altså godt at komme ud og få sig rørt, og der er bordtennis utroligt godt, fordi du dels bliver rørt, men du får også brugt hjernen, siger Carsten Nielsen.

John Møller Poulsen og Carsten Nielsen fik idéen til seniorbordtennis i 2010. 

Sammenhold med alle medlemmer

Og i denne uges åbent hus-arrangementer landet over deltager omkring 300 nye potentielle medlemmer. Jørgen Høst er ikke afvisende over at kunne være en af dem.

- Jeg synes det er alletiders, det er blevet godt modtaget, siger han.

Alle kan snakke med alle. Brok og sure miner ser vi aldrig

Carsten Nielsen, initiativtager

Selvom sportsgrenen har positive fysiske følgevirkninger, så er det først og fremmest det sociale, der er fokus på for klubben.

- Det er fint, at vi har fået samlet et godt bordtennishold, men det er ligeså fint at se, at når vi er oppe og få kaffe, eller vi laver nogle events. At se det sammenhold der er, og alle kan snakke med alle. Brok og sure miner ser vi aldrig, siger Carsten Nielsen.

Læs også Flere østjyder runder 100 år: - Jeg har været aktiv hele livet