Bongoantilope født i Ree Park
Ree Park Safari har fået et nyt medlem af dyrefamilien
I Ree Park Safari på Djursland glæder de sig lige nu over, at bongoantilopen Masara har født en kalv.
Bongoantilopen er yderst sjælden, og Jesper Stagegaard, direktør i Ree Park, fortæller til tv2oj.dk, at bestanden af den østlige bongoantilope er på omkring 100 individer, mens der findes omkring 370 i et internationalt avlsprogram.
Det er netop dette avlsprogram, som den lille nye bongoantilope er en del af.
Se: Kæmpeøgle flytter fra Randers
- Gennem en årrække har vi i det internationale avlssamarbejde været en zoo, der udelukkende havde handyr af arten bongoantiloper. Men for et år siden fik vi ændret status, og vi fik en hun, Masara, som nu har født, siger Jesper Stagegaard, der glæder sig over fødsel.
- Vi er meget glade.
Den nye antilope kommer formentlig til at bo i Ree Park i halvandet til to år, før den som en del af det internationale avlsprogram formentlig flytter til en anden zoo et sted i Europa, hvor den skal forsøge at stifte familie og dermed være med til at bevare arten, som er truet.
Du kan se den lille antilope på billedet øverst i artiklen, og i videoen kan du se en video af den lige efter fødslen.