Bondeoprør i Horsens
Oprør i dansk landbrug kulminerer fredag, når flere hundrede traktorer ventes at køre i demonstrationsoptog
Det største oprør i mange år i dansk landbrug kulminerer fredag, når flere hundrede traktorer ventes at køre i demonstrationsoptog i Horsens.
Det nye bondeoprør sker ved et stort protestmøde på Bygholm Landbrugsskole efter en række protestmøder landet rundt.
Landmændenes vrede er rettet både mod regeringen og landbrugets hovedorganisation Landbrug & Fødevarer. Regeringens plan for landbrug og natur Grøn Vækst virker sammen med udsigten til skærpede vandmiljøkrav som gødning på et trængt landbrug, der kæmper med 350 milliarder i gæld.
- Jeg forstår godt frustrationerne efter flere år med trængt økonomi. Oveni kommer usikkerhed om nye miljøkrav, hvor vi måske ikke har forklaret tydeligt nok, siger Niels Jørgen Pedersen stedfortrædende formand for den sygemeldte Michael Brockenhuus-Schack.
Landbrugets frustrationer er det seneste lille år samlet op af den hastigt voksende nye landbrugsorganisation Bæredygtigt Landbrug. Den melder i øjeblikket om 10 nye medlemmer dagligt og har ifølge direktør Vagn Lundsteen nu omkring 1200 medlemmer.
- Mange landmænd føler ikke, at de etablerede organisationer har varetaget deres interesser i årevis, siger han og fortsætter:
- Regeringens plan Grøn Vækst fik tuen til at vælte læsset. Ellers havde vi ikke set de nuværende protester. Og når de så siger, det bliver værre med en socialdemokratisk regering, så er det bare som at true en allerede død mand med, at han skal hænges.
Den nye protestbølge kommer netop, som landbruget er i gang med en reklamekampagne til 60 millioner kroner. Og timingen er ikke god, erkender alle parter.
Når tv hver aften viser dyre reklamer for et moderne håbefuldt landbrug med ordene: "Tænk, hvis der var et yndigt land på 4,3 millioner hektar, hvor der var plads til optimisme", så spiller det dårligt med bileder af lange rækker af traktorer med vrede landmænd.
- Det er ikke helt godt koordineret. Men vi har for længst prøvet at få Landbrug & Fødevarer til at lytte uden held, siger direktør Vagn Lundsteen fra Bæredygtigt Landbrug.
I et forsøg på at bremse de voksende protester har Landbrug & Fødevarer varslet et ekstraordinært delegeretmøde formentlig i starten af marts.
Men det burde være før, mener oprørerne i Bæredygtigt Landbrug.
- Vi har generalforsamling 28. februar. Landbrug & Fødevarer burde da forsøge at få lukket den her diskussion inden. At føre krig mod hinanden vil være vanvittigt. Men de skal lytte til
medlemmerne nu, hvis ikke protesterne skal brede sig, siger Vagn Lundsteen.
Fødevareminister Henrik Høegh (V) mener, at protesterne bygger på forkerte oplysninger.
- Agitatorerne i Bæredygtigt Landbrug rejser rundt med forældede oplysninger om vandplanerne, siger han og fortsætter:
- Vi er i fuld gang med at analysere konsekvenser og beregne, hvordan vi kan målrette miljøtiltagene, uden at det får fatale konsekvenser for fødevareproduktionen og også danske eksportindtægter.
Ifølge Bæredygtigt Landbrug forventes demonstrationen fredag
at samle op mod 500 traktorer.