Bombehold sprængte taske i Grenaa
En taske, der muligvis indeholdt sprængstof, fik sent i aftes politiet i Grenaa til at tilkalde bombeholdet fra Skive.
En mand bad i går aftes en taxachauffør i Grenaa om at køre ham ud på Heden, for han havde noget, han gerne ville springe i luften..
Den kvindelige chauffør kørte den 45-årige mand fra Grenaa til den ønskede destination, hvorefter han forlod bilen og begyndte at rode med nogen ledninger i den medbragte taske.
Hans forehavende lykkedes tilsyneladende ikke, og manden vendte tilbage til den ventende taxa.
Her foreslog chaufføren, at de skulle køre til politistationen, og manden indvilligede.
Ved ankomsten fandt politiet flere plastflasker med uidentificeret væske, ledninger og batterier i mandens taske. Man tog ingen chancer og fik tasken båret udenfor.
Den 45-årige blev anholdt, og politiet tilkaldte desuden bombeholdet fra Skive.
De røntgen-fotograferede tasken, der indeholdt en tændanordning, men intet sprængstof.
Man evakuerede dog nærområdet, og tasken blev sprængt i luften.
Nu skal det så undersøges, hvad der rent faktisk var i flaskerne.
Den 45-årige er blevet kørt til Århus, hvor han skal afhøres i dag.