'Bombe-tegnerens' tegninger på auktion
Nogle af Kurt Westergaards tegninger kommer på auktion i Århus. Det skriver stiften.dk.
Den århusianske tegner Kurt Westergaard er kendt verden over for én eneste tegning, god eller dårlig i sit budskab alt efter temperament og holdning.
Muhammed med en bombe i turbanen er motivet, vi alle kender Kurt Westergaard for.
Nu får alle mulighed for at købe nogle af hans øvrige tegninger. Nogle stykker af dem kommer på auktion samlet ved et arrangement i Aarhus Kunstforening af 1847.
Foreningen har ryddet op i sine gemmer og fundet 16 kunstværker af flere forskellige kunstnere, som bliver udbudt på auktion. Det sker i Aarhus Kunstbygning.
Værkerne er vurderet af kunsthistoriker Karen Louise Juhl Kristensen, og hendes bud ligger på alt mellem 500 og 6000 kroner.
Ifølge stiften.dk er Kurt Westergaards tegninger ikke de højst vurderede.