Boligdirektør ryster på hovedet af ghettoplan

Sundparken i Horsens har brugt 350 millioner på renovering. Alligevel risikerer boligerne at blive revet ned

Regeringen vil vise et billede af triste blokke, men sådan er virkeligheden ikke, lyder det fra Michael Meldgaard, der er direktør for boligselskabet Odinsgaard i Horsens.

Der er sat mursten på betonen, og køkkener og badeværelser er renoveret.

Alligevel kan regeringens plan for ghettoer tvinge boligforeninger til at rive boligerne ned. Boliger, der i nogle tilfælde er postet milliarder i at renovere inden for de seneste år.

Michael Meldgaard, der er direktør for boligselskabet Odinsgaard i Horsens, ryster på hovedet.

- Det her er helt galt. Vi hører meget om genbrug, cirkulær økonomi, og at man ikke skal smide tingene ud. Vi kan blive tvunget til at rive over 300 lejligheder ned, som er velfungerende, og hvor beboerne er glade for at bo, siger han.

01:53

Store dele af beboelsesområdet Sundparken i Horsens kan ende med at blive revet ned, så kommunen kan leve op til regeringens plan om et Danmark uden parallelsamfund (indslag fra 14. september). 

Luk video

Odinsgaard er en del af det udsatte boligområde Sundparken, der er på ghettolisten.

Her brugte Landsbyggefonden i 2000 250 millioner kroner på efterisolering, nye tag og køkkener. I 2015 kom turen til badeværelserne, hvilket kostede 95 millioner kroner - en udgift, som beboerne selv finansierede.

- Regeringen vil gerne vise billedet af nogle triste hvide blokke, men sådan er virkeligheden altså ikke, siger Michael Meldgaard.

Tvinges boligforeningen til at rive boligerne ned, så skal 800 mennesker genhuses, og det kan ifølge Michael Meldgaard blive svært at finde noget ledigt i kommunen. 

- Horsens er en by i vækst med 1000 tilflyttere om året. Vi har få ledige boliger, og slet ikke nogle, der er ligeså billige, siger Michael Meldgaard.

Ifølge ghettoplanen skal 16 hårde ghetto-områder nedbringe andelen af familieboliger til 40 procent, mens 60 procent skal være private boliger eller ungdoms- og ældreboliger.

Det gælder områder som Mjølnerparken i København og Vollsmose i Odense, men også ni mindre omtalte områder. Foruden Horsens er områder i Holbæk, Slagelse, Esbjerg, Fredericia, Kolding og Vejle på listen.

I de ni områder bor der 16.000 mennesker. Analysen viser, at de er på ghettolisten, fordi de tilsammen har 500 for mange uden for arbejdsmarkedet og 17 for mange dømte.