Bøgerne flyttes ned på havnen
Den 26. maj 2015 lukker Hovedbiblioteket i Mølleparken i Aarhus
Brugerne af Hovedbiblioteket i Aarhus skal snart vænne sig til at gå et andet sted hen, når de skal låne bøger, dvd'er eller lignende.
Den 26. maj lukker Hovedbiblioteket ned, da bøger og andre materialer skal flyttes ned på Aarhus Havn, hvor biblioteket åbner op i Dokk1 den 20. juni.
- Jeg glæder mig til at opleve Hovedbiblioteket i helt nye og tidssvarende rammer på Dokk1. Flytningen til Dokk1 kommer til at markere begyndelsen på en helt ny æra for Hovedbiblioteket og kommer til at præge biblioteker i Danmark og i resten af verden. Det bliver en stor og omfattende flytning, og jeg glæder mig til sammen med borgerne at byde biblioteket velkommen i de nye rammer den 20. juni, siger Rabih Azad-Ahmad (R), der er rådmand for Kultur og Borgerservice i Aarhus Kommune, i en pressemeddelelse.
Se: Velkommen til Library Hostel
Omkring 365.000 materialer skal flyttes fra Mølleparken og ned på Aarhus Havn, og imens det store flytte arbejde står på forlænges låneperioden til to måneder fra den 26. maj. Den ekstra lånetid gælder ikke kun for materiale lånt på Hovedbiblioteket, men for ting lånt på samtlige af Aarhus Kommunes biblioteker.
I flytteperioden kan der derfor ikke hverken lånes eller afleveres bøger og lignende på Hovedbiblioteket, og derfor henvises lånerne til kommunens andre biblioteker.
- Flytningen af Hovedbiblioteket kommer ikke til at påvirke kommunens mange andre biblioteker. Vi ser frem til at byde hovedbibliotekets mange brugere velkommen i vore lokalbiblioteker og medborgercentre. Jeg er glad for, at vi på den måde kan fastholde bibliotekernes mange tilbud under flytningen, siger Knud Schulz, der er chef for Hovedbiblioteket.
Hovedbibliotekets bygninger i Møllerparken skal i stedet for bøger blandt andet rumme et hostel.