Bliver skæve af flødeskums-gas
Misbrugseksperter advarer mod en ny dille blandt unge, hvor flødeskumspatroner bruges til at opnå en rus.
Et stigende antal unge i blandt andet Randers er begyndt at sniffe gas fra de såkaldte sifonflasker med flødeskum, som typisk bruges på caféer og restauranter.
I stedet for fløde i flasken, nøjes de unge med gaspatronen og sætter derefter munden direkte til tuden og inhalerer. I Randers er problemet så stort, at flere af byens isenkræmmere har taget gassen væk fra hylden efter at have mangedoblet salget.
- Normalt sælger vi højst 10 kasser á 10 patroner på en måned, men nu kunne vi sælge 80-100 kasser om ugen. Det er årets julegave-hit blandt helt unge, det er virkelig skræmmende, siger indehaveren af den lokale Inspiration-butik, Michael Moesen Bæk, til avisen metroXpress.
Han har nu gemt gaspatronerne under disken og ikke vil sælge dem til unge under 18 år.
Problemet med gaspatronerne, der koster seks-syv kroner stykket, er velkendt hos Randers Politi, men da der ingen lovgivning er på området, er det svært for ordensmagten at gribe ind.