Blå mandag bliver til Blue Monday

Handlende i Århus forsøger at tala de unges sprog. Derfor skifter blå mandag navn til Blue Monday.

I et forsøg på at tale de unges sprog er foreningen af handlende i Århus kommet til at opkalde konfirmandernes blå mandag efter det, der i engelsktalende lande betragtes som årets mest deprimerende dag, Blue Monday. Det skriver metroXpress.

De traditionsrige blå mandage bliver husket af mange danskere som glade konfirmander på en forårsdag i Tivoli. Men for englænderne er Blue Monday den dag, de helst vil undgå.

- Jeg forbinder Blue Monday med en dag, hvor man bare ikke har lyst til at gå på arbejde, siger Sten Vikner, der er engelskprofessor på Aarhus Universitet.

En anden ekspert, sprogforsker Jørn Lund fra Det Danske Sprog og Litteraturselskab i København, kalder det for 'noget pop'.

- Der findes jo slet ikke noget, der svarer til Blå Mandag i den engelskekultur, så jeg synes, det er det rene pop at oversætte det til Blue Monday, siger Jørn Lund.

Hos de handlende kommer det som en overraskelse, at Blue Monday betyder mere end bare blå mandag. Det får dog ikke foreningen til at ændre navnet på konfirmandernes festdag.

- Det er bestemt ikke noget, vi vidste i forvejen, men det kan nu ikke få os til at ryste på hænderne. I Danmark har ordene den modsatte betydning. Det er en glad dag, som konfirmanderne glæder sig til,« siger Claus Bech, direktør i Århus City Forening.