Bjerringbro-Silkeborg snupper Fog
Den tidligere landsholdsanfører i håndbold Ian Marko Fog har valgt fusionsklubben Bjerringbro-Silkeborg som sin nye klub.
Efter en lang karrieren i tysk og spansk håndbold fortsætter den 32-årige stregspiller Ian Marko Fog karrieren i herreligaklubben Bjerringbro-Silkeborg på en treårig kontrakt.
Stregspilleren forlader det tyske tophold Gummersbach, men har tidligere desuden også spillet for både tyske Nordhorn og spanske Ciudad Real.
- Jeg har valgt at forlade udlandet for sammen med min familie at skabe en fremtid hjemme i Danmark. Det har jeg en særdeles god mulighed for i Bjerringbro-Silkeborg, der sideløbende med håndbolden har skaffet et fleksibelt jobforløb i Grundfos, siger Ian Marko Fog og fortsætter:
- Efter fusionen har man et ungt hold med fremtidsperspektiver. Det er mit håb og mål at komme til at spille europa cup-håndbold med klubben, som jeg har gjort de seneste fem år i udlandet.
På landsholdet er Ian Marko Fog noteret for 130 kampe og har scoret 278 mål.