Bistår biskop ved royalt bryllup
Århusiansk hofpræst Christian Thodberg bistår Københavns biskop under kongeligt bryllup.
Kongelig konfessionarius Christian Thodberg kommer til at stå en smule i baggrunden, når kronprins Frederik og Mary Donaldson - formentlig - siger ja til hinanden 14. maj næste år.
Den århusianske teolog er udnævnt til at bistå københavns biskop ved det kommende royale bryllup, og det bliver dermed biskop Erik Norman Svendsen, der skal spørge parret, om de vil giftes med hinanden.
Christian Thodberg har været kongelig konfessionarius siden 1975, og udover at have døbt prinserne Nikolaj og Felix har han konfirmeret både kronprins Frederik og prins Joachim samt prinsesse Alexandra inden hendes bryllup med prins Joachim.
I 1973 blev hofpræsten udnævnt til professor i praktisk teologi ved Aarhus Universitet, og siden 1972 har Christian Thodberg desuden været hjælpepræst i Aarhus Domkirke.