Biolog: Penge i ulve-safari
Skal ulven skydes eller være en turist-attraktion?
Selvom det efterhånden er længe siden, den sidst er blevet set, formår ulven stadig at komme på dagsordenen.
En vildtbiolog fra Aarhus Universitet mener nemlig, at der kan være penge at hente, hvis ulven går hen og bliver en turistattraktion i Danmark:
- Det ser vi jo blandt andet i Sverige. Der kan man komme på ulve-safari, hvor der er folk der tjener penge på at lave guidede ture, hvor folk kan komme ud og høre og se ulve, fortæller Peter Sunde, der er vildtbiolog ved Aarhus Universitet.
Den tanke har dog ikke strejfet politikerne i Region Midtjylland. De borgerlige politikere i regionsrådet vil nu i stedet kæmpe for at gøre det lovligt at skyde ulve:
- Vi ønsker ikke, at der skal være frygt blandt børn og ældre mod at færdes i skovene, som vil være naturlige opholdssteder for ulven, siger Leif Lund fra Dansk Folkeparti.
Ulven er lige nu et fredet dyr i henhold til EU's habitatdirektiv, men det er det direktiv, politikerne nu vil have dispensation fra for at undgå fremtidige ulveangreb.
Se indslaget ved at klikke øverst på denne side.