Biografejer står til fængsel

Den tidligere ejer af den århusianske biograf Øst for Paradis tiltales for svindel med støttekroner fra EU.

Ole Bjørn Christensen, tidligere direktør for biografen Øst for Paradis i Århus, risikerer op til halvandet års fængsel for svindel med EU-midler. Det skriver Århus Stiftstidende.

Når sagen kommer for retten i Århus, vil han af Statsadvokaten for særlig økonomisk kriminalitet - også kaldet Bagmandspolitiet - blive tiltalt for i årene 2004 og 2005 at have svindlet sig til knap en halv million støttekroner fra EU.

Det var Det Danske Filminstitut (DFI), der tilbage i sommeren 2007 afslørede svindlen. Her sammenholdt man ved et rutinetjek de tal for billetsalget, som Øst for Paradis havde indberettet til henholdsvis DFI og Danmarks Statistik. Tallene til sidstnævnte viste sig at være væsentlig højere. Af økonomiske grunde skulle det hurtigt vise sig.

Danmarks Statistik sender tallene videre til EUs Media Program, der honorerer hver solgt billet med cirka seks kroner. Ifølge anklageskriftet skal biografen uretmæssigt have modtaget 59.700 euro - svarende til cirka 450.000 kroner - over de to år.

/Ritzau/