Biluheld ved Randers: To personer kørt på hospitalet

Ifølge Østjyllands Politi er vejen åbnet igen, men der kan forventes kødannelse i området

To personer blev kørt på hospitalet efter uheldet på Hadsundvej ved Randers. Foto: Privatfoto

Det var her på Hadsundvej i det nordøstlige Randers, at to biler her til morgen kørte sammen. Foto: Google Streetview

1 af 2

Bilister, der skal nordpå fra Randers, skal her til morgen væbne sig med en ekstra portion tålmodighed.

Omkring klokken otte tirsdag morgen er der sket et færdselsuheld på Hadsundvej nord for Randers. Det bekræfter Østjyllands Politi til TV2 ØSTJYLLAND.

Der er tale om to personbiler, der er kørt frontalt ind i hinanden mellem Nordre Fælledvej og frakørslen mod Lem. Vejen er farbar i begge retninger, men det kan forventes, at der er opstået kø i området omkring ulykkesstedet.

De to tilskadekomne er kørt på hospitalet, men er ifølge Østjyllands Politi uden for livsfare.

Det var i området her ved Hadsundvej nord for Randers, to biler her til morgen kørte frontalt sammen. Foto: Google Street View

Både Østjyllands Politi og redningsmandskab er på stedet. Uheldet betyder, at der er opstået kødannelser i området, så de bilister, der skal både ind og ud af nordbyen i Randers, kan se frem til ekstra rejsetid på strækningen.

Ifølge Vejdirektoratet forventes det, at oprydningsarbejdet tidligst er færdigt omkring klokken 9.30 til formiddag.